 |
|
|
|
|
Klik på 'Skriv en besked'.
Når du har skrevet dit navn og din e-mailadresse, skal du skrive følgende:
Hvad er forfatterens/illustratorens navn?
Hvad er bogens titel?
Er vedkommende kandidat til forfatterprisen eller illustratorprisen?
Hvorfor synes du, at netop denne bogs forfatter eller illustrator fortjener prisen?
Skrevet af
jens jensen, d.
02-01-2010
Anders Vægter Nielsen & Mikkel Larris: Lines store dag, Mellemgaard, 48 sider, tværformat, farveillustreret
Anders Vægter Nielsen har skrevet en god bog for piger på 4-7 år, der med Mikkel Larris’ tegninger som underlag fortæller en historie om Line, der får sin ønskede trampolin i fødselsdagsgave. Hun hopper og hopper i trampolinen, indtil hun kommer helt op til månen, som hun snakker med og henter ned på jorden for en tid.
Det handler om at glæde sig til noget, om at glæde sig over noget og om at miste og savne, men respektere den andens livsomstændigheder.
Det er en utraditionel børnebogstekst, i den forstand at den er litterær og sprogligt ambitiøs. Det er tydeligt, at forfatteren har et sprogpædagogisk sigte. Der anvendes en del gamle danske ord og vendinger, som børn på den alder ikke kender, og som de derfor skal have forklaret af forældrene, som læser bogen med dem. Teksten er finurlig, overraskende og sjov.
Tegningerne illustrerer teksten meget direkte og sympatisk, oftest i mørke farver.
Skrevet af
kamilla löfström, d.
29-12-2009
Herligt at se, at der er kommet gang i sagerne her på siden! Dejligt lange og dejligt engagerede indlæg. Helt uforskammet vil jeg alligevel ønske mig flere forslag til Illustratorprisen!
Skrevet af
Karen Lise Søndergaard Brandt, d.
18-12-2009
Jeg vil gerne indstille Anita Krumbachs roman "Et mærkeligt skib", som er forfatterens romandebut, og forhåbentlig starten på et helt særligt og vigtigt forfatterskab. "Et mærkeligt skib" er en knugende lille fortælling om en drengs ensomhed. Elo er outsider helt ud i kvasten af sin kiksede hue, eller ”nissinghood”, som han (ligeså kikset) kalder den. Han bor alene med sin far, moren er kun en afvisende stemme og et klik, når telefonrøret lægges på. I skolen er han klovn, stakkel, eller simpelthen bare usynlig. Sløjdlokalet er hans helle, og her arbejder han intenst på et smukt træskib under vejledning fra den rare sløjdlærer, Vagn. Da Rune og hans familie flytter til byen, tiltrækkes Elo af deres varme almindelighed og leger for en stund, at han hører til hos dem. Men Elo har været alene så længe, at han ikke kender de usynlige koder, og tror sig inde, selvom han stadig er ude. Han bliver klæbende, ydmyg, alt for ivrig, og familien afviser ham: ” - Det passer ikke så godt i dag, Elo. Måske en anden dag? Elo står stille. Fliserne er et sart spind over en afgrund. Truer med at briste. Helt stille står han. Trækker ikke vejret”. Sproget er afdæmpet, præcist og poetisk. Flot, flot, flot!
I korte kapitler, små nedslag med overskrifter som ”Aftensmad”, ”Idræt” og ”Nat”, indkapsles essensen af ensomhed i Elos iagttagelser af de andres verden. Drengen er blottet for selvmedlidenhed og forfatteren sovser heller ikke sin hovedperson ind i psykologiserende synd-for. Elos alenehed bor mellem linjerne og står så meget desto skarpere: ”Stilheden omslutter Elo. Han kan ikke engang høre sit åndedræt. Han prikker med en finger på ruden. Havelampen svarer med et irriteret blink”.
Elos stille prikken på ruden finder sit modbillede i slutningens voldsomme brag. Her bryder Elo ud af sit glasbur, og selvom det ikke kan siges at være nogen lykkelig udgang, er der håb i den stille drengs vrede.
Det mærkelige skib er en sjældent fin romandebut, som fortjener at blive læst og talt om.
Skrevet af
Steffen Larsen, d.
10-12-2009
Jeg er lidt i tvivl om, hvem der fortjener illustratorprisen. På den ene side er Rasmus Bregnhøis tegninger til "Eventyret om den lille bitte gris!" helt i top. Og nu kan man jo få prisen år efter år, så vidt jeg forstår. (Det rimer!) Men hvis Rasmus Bregnhøi ikke skal have den igen, så vil jeg godt foreslå Charlotte Pardi. Men her er jeg igen lidt i tvivl om, hvorvidt det skal være for "Sneugleungen Ulla" eller "Da Stella mistede håret". Jeg tror, jeg vælger den sidste, fordi den er mest typisk Pardi.
"Da Stella mistede håret" er en billedbog om, hvor langt et (lille) menneske er parat til at gå for at blive accepteret (i børnehaven). Handlingen er af Morten Dürr og Stella er en dukke. Hun får krøllerne klippet af, fordi pigen Frida skal bruge dem til sit eget hår. Sådan skamferer Frida alle sine venner. Hun skærer abens hale af og påfuglens fjer. Men lige meget/lidt hjælper det. Om natten ligger Frida i sit blåsorte værelse med sine venner og det er trist. Og smukt.
Det er sådan nogle billeder af nattesorg blandet op med Charlotte Pardis eminente tag på at tegne børnehavebørn (!) - du kan altid kende et Pardi-barn - ligesom man altid kan kende et Bregnhøi-barn (men det er en anden historie). I Stella-bogen giver Charlotte Pardi alt, hvad hun har i sig for at formidle ensomhed og trods og sorg og den (for)løsning, som er kernen i Morten Dürrs fine, lille forfatterskab. Det er så indlysende fortalt og tegnet. Sådan ser Fridas lille verden ud. Det er Charlotte Pardis store kunst at kunne formidle følelser og indtryk ved små markeringer. Det kan være det store hoved med den lille mund. Det kan være en baggrundskulør. Lyset fra en lampe. Og en mor der ligner en far.
Uden de store armbevægelser har Charlotte Pardi i årevis givet os de bøger, vi fortjener. Nu fortjener hun illustratorprisen. Om det blir for "Sneugleungen Ulla" eller Stella-bogen er ikke så vigtigt.
Skrevet af
Barbara Roedahl Gaul, d.
30-11-2009
Jeg vil gerne indstille illustratoren Charlotte Pardi og bogen "Hvad siger sneugleungen Ulla?" til kulturministeriets pris for bedste børnebogsillustrationer. Her er en bog, hvor fortællingen for alvor er baseret på lyd og billeder og ikke på oprulningen af en lang litterær beretning. Og det er lige præcist sådan, man kan fange de allermindste børn.
En lille rund bold af en sneugleunge kigger troskyldigt op med sine store kugleformede øjne. Omkring hende tårner isbjergene sig op og atter op med blank hvid sne. Men over bjergtoppen aner man den dybblå himmel. Sneugleungen Ulla vil flyve en tur. Hun virrer med sine små korte vinger og flyver højt op over skyerne og ser mod den evigt gule sol. Langt dernede på fjeldet ser hun en hoppende snehare, og hun vil gerne frembringe nogle rigtige sneugleungelyde. Men desværre kan hun ikke huske, hvad en rigtig sneugle siger? Sneugleungen Ulla må øve sine ”A-A” og ”E-E” helt alene på toppen af et isbjerg, men lige meget hvad hun forsøger, så lyder det ikke rigtigt.
Først da hun sidder i tryghed under sneuglemors ene vinge og hører hendes ”U-U”, falder brikkerne på plads. Det er jo præcist sådan, en rigtig sneugle siger.
"Hvad siger Sneugleungen Ulla?" er en enkel og sød historie, der er poetisk fortalt af lyrikeren Mette Moestrup. Lydbillederne med vokalgengivelserne, når sneugleungen forgæves forsøger at udtrykke sig med rigtige sneugleungelyde fungerer rigtigt fint. Børnene synes, det er morsomt, og fortælles der fra højtlæserens side med lidt indlevelse, er det virkelig en fin lille historie om at lære at begå sig her i verden.
Illustratoren Charlotte Pardi har god sans for at give tegningerne de rette karakteristika, så selv de allermindste børn kan genkende og forholde sig til dyrene, der med få greb er enten utroligt nuttede eller meget farlige. I layoutet går billeder og tekst op i en visuel flot enhed, hvor tekstens enkle udtryk går igen i den stilistiske renhed på billedsiden med fine naivistiske tegninger og sparsommelig brug af farvelægning. Illustrationerne er næsten udelukkende holdt i hvidt og blåt, hvilket sammen med de markante penselstrøg giver et både elegant og originalt udtryk.
Så altså, en smukt udført børnebog, som både småbørn og forældre nyder til fulde under højtlæsningen.
Skrevet af
Eiler Jensen, d.
24-11-2009
Ægte brøker
Ny fremragende roman af Jesper Wung Sung
Af Eiler Jensen, cand.pæd., skolebibliotekskonsulent i Greve kommune.
Romanen har to hovedpersoner, som begge er kommet på fejlkurs i forhold til livet. De bringes sammen af en ganske særlig interesse, nemlig for den romerske kejser Caligula, den skingrende skøre romer, der herskede i 3 år, 10 måneder og 8 dage, inden han blev stukket ned. Men i den tid, havde han i sin bizarre sindstilstand afstedkommet massemord på uskyldige, udnævnt sin hest til konsul og opført det ene scenarium efter det andet. Ikke mindst søsterens død bliver en voldsomt smertepunkt for ham, skal man tro fortælleren i romanen – netop døden er årsag til, at den ene af personerne, Marcus, har set sig forbitret på tilværelsen, idet han har mistet sin far, der er død efter en tumor i hjernen. Nu er Marcus vred, så nu vil Marcus have hævn. Det underlige er, at netop Marcus er en rigtig homo optionis – en ung man for hvem alle muligheder står åbne. Han er dygtig i skolen, han ser godt ud, han er en talentfuldfodboldspiller – og så er han kæreste med skolens gudesmukke og perfekte Anna … men det er alt sammen ikke nok. Så langt fra.
Den anden person er Janus, som ikke er rigtig rund. Han er usædvanligt godt begavet, men passer ikke gymnasiet og forbereder sig heller ikke, det eneste han går op i er som nævnt Caligula, som han på næsten autistisk maner samler viden om. Janus ser sig selv som familiens ”forte sår”. Og han går rundt og siger om sig selv: Live, Janus liv. Det fungerer som en parallel til Caligula, der råber: Jeg lever! Jeg lever! Jeg lever endnu! Medens folk jager deres knive i ham op mod 100 gange. Janus er ham som ingen rigtig kan regne med, ham som er på tværs af alle ting.
Og det er da også den romerske kejser, der fører de to sammen.
Og da først de to får slået pjalterne sammen, så er der grobund for, at noget uhyrligt kan ske. De opfatter sig som brøker, siger de selv, som ægte brøker. Om Marcus står der: Marcus er en ægte brøk. Og alt under stregen er tungt og sort. Sort og tungt. (s. 124).
Som før nævnt er Marcus ude i et ærinde, hvor han vil have hævn. Og tanken er så besættende for ham, at han må gøre sig fri af alt andet end relationen til Janus – det vil sige, at han må skille sig af med kæresten Anna, som han får slået op med på den mest kyniske måde, man kan forestille sig.
I bogens sidste sider opsøger Anna Janus, for at få at vide, om det kunne tænkes, at han og Marcus er bøssekærester – eller hvis de ikke er, om der er den mindste mulighed for, at hun kan vinde Marcus tilbage.
Janus fortæller ikke Anna hvad de skal, selv om han kunne – og derved standse legen, mens den endnu er god. Der står: Det er her, Janus kan fortælle om geværerne i den sorte sportstaske. Det er her, Janus kan sige, hvornår Marcus kommer med toget i morgen. Det er her han kan fortælle, hvad tid de skal mødes på basketballbanen bag gymnasiet. Det er her, han kan trække uendeligheden ud af regnestykket. (s. 182/183).
Men han gør det ikke, og de mødes som aftalt på skolen. Og katastrofen indtræffer – men hvilken form den tager, må du selv læse dig til. Og tro mig. Det er ingen straf. Dette er igen en glimrende roman fra Wung Sung.
Bogen lukker i øvrigt på mystisk maner: Og nu åbner de vinduet og ser ned på verden og dens mennesker: - der afsluttes med et kolon – ikke med et punktum! Og man undres – for hvad betyder det?
Angående titlen – og om de er ægte brøker eller ej, så må man sige: Ja, Marcus og Janus er ægte brøker – endog på den dødsenstriste maner, som er citeret ovenfor (fra s. 124), idet de er delte og splittede personligheder – og det er under ”stregen”, den er gal. Deres problemer er så at sige subliminale.
Skrevet af
jan tøth, d.
15-10-2009
Som medlem af illustratorprisudvalget ville jeg også ønske at der kommer nogle titler med illustrerede bøger
Skrevet af
Janne Garbarsch, d.
08-10-2009
Sebastian og skrivemaskinen, er en fantastisk fængende filosofisk børnebog. Bogens hovedperson Sebastian begynder at stille sig selv en række eksistensielle spørgsmål, som tager fart efter mødet med hans tante Ketty, en kunstner som lever et temmelig anderles liv end det som udspilles i hjemmet hos forældrene. Bogen indeholder både den søde forelskelse, spøgerier, og ikke mindst et godt plot. Og så fænger den fra første side. Sebastian og skrivemaskinen er skrevet i indeværende år 2009, af christoffer Boserup Skov og er udgivet på Det Andersenske Forlag.
Skrevet af
Christina Rasmussen, d.
05-10-2009
Jeg foreslår "Porcelænsdukken" af Henrik Einspor og Bjarne Dalsgaard Svendsen. Det er en rigtig spændende OG hamrende uhyggelig historie, der foregår i et nutidigt København. Det er især lykkedes de to forfattere at ramme en særlig drenge-sprog-tone, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Sideløbende med gyserplottet får man derfor et godt indblik i 2 teenagedrenges hverdag anno 2009 og det er der ikke for mange der skriver om.
Skrevet af
Sofia Esmann, d.
29-09-2009
"Genstart" er titlen på en ny ungdomsserie fra forlaget Høst og Søn. Den indstilles samlet som årets bedste bud på en ungdomsbog. Indtil videre er der udgivet 3 bind i serien, som skrives af forskellige forfattere. Serien er en fortløbende historie i seks bind, som er skrevet af tre forskellige forfattere: Ina Bruhn (Gennem nattens gader bind 1), David Meinke (Aberne bind 2) og Caroline Ørsum (Den røde sofa bind 3). Plottet er opklaringen af Jonathans pludselige forsvinden efter første fest i 1.g.
Genstart har en gennemført original komposition, hvilket gør den til noget nyt og opsigtsvækkende. Vi følger historien fra tre forskellige vinkler – Mateus, Nick og endelig pigen Liv. Vi får indsigt i forskellige vinkler på den samme historie samtidig med, at vi tænker over plottets opklaring.
Som læser trækkes man ind i en hvirvelvind af mulige løsninger og man digter med undervejs i sin læsning, hvilket gør læseoplevelsen til noget man kan dele med andre læsere, for plottet er ikke løst. Hvem husker ikke mordet på Nanna Birk Larsen fra Forbrydelsen? Her gættede hele Danmark med og vi ledte efter spor i bedste Sarah Lund-stil. På samme måde tryllebinder ”Genstart” sin læser. Og hvad er vigtigere end fiktionens fascination? Hvad tryllebinder? Hvad gør vi digter med? Hvad giver de indre billeder? Svaret er enkelt – det er den litterære kvalitet. Det besidder serien – Ctrl + Alt + Delete = ”Genstart”.
Skrevet af
merete Skytte, d.
23-09-2009
Jeg vil gerne indstille Mette Finderup: Dødsgudens Løgne.
En fantastisk bog med megen indlevelse og mange reflexinger efter endt læsning. Tænker tit over bogen og bruger den i andre sammenhæng.
Bogen handler om en stakkels pige der skal grueligt meget igen og som er meget sej. Bogen udspilles i den gamle verden med besøg i det hinsides. Spændende som Twin Peaks.
Skrevet af
Nanna Gyldenkærne, d.
13-09-2009
Jeg indstiller Anita Krumbach til forfatterprisen 2009 for Et mærkeligt skib.
På godt tres korte, men særdeles mættede sider tegner Anita Krumbach et intenst billede af drengen Elo der bor alene med sin far. Bogen er sprogligt stramt disciplineret, og samtidig fuld af en smerte og længsel der forplanter sig direkte til læseren.
Elos far er rar nok, men magter ikke rigtig situationen som eneopdrager. "Der er høflig selvbetjening," siger han og sætter sig foran fjernsynet med sin mad, og bagefter tørrer han krummerne af bordet med håndfladen - blot et af mange eksempler på hvordan Anita Krumbach i få og enkle ord beskriver personer og situationer så de står lysende klart.
Elos længsel efter familie udtrykkes lige så fint og enkelt: "Elo ser ud i mørket. Han kan se sig selv, se sin fars spejlbillede i ruden. Se igennem dem. Til lyset i genboernes vinduer, hvor nogen står og snakker. Alt sammen i ét billede. Som om de to hører sammen med nogen."
Elos længsel efter at høre til et sted får yderligere næring da han skal lave projekt sammen med Rune der lige er begyndt i klassen. Elo forelsker sig pladask i Runes familie, ikke mindst moren, Susanne. Han er så sulten efter voksenkontakt at han benytter hver en sprække for at kile sig ind i den fremmede familie. Anita Krumbach viser en meget fin psykologisk indsigt i skildringen af Elos forskellige strategier: Han er den konstant beredvillige hjælper der sørger for at få gjort opmærksom på sin egen hjælpsomhed, han allierer sig gammelklogt og snusfornuftigt med forældrene ("De slås meget, hvad?"), og han forsøger at udkonkurrere Rune og hans bror ved at imitere de træk hos dem som deres forældre finder sjove og indtagende.
Lige så præcis som beskrivelsen af Leo er beskrivelsen af hvordan Susanne ganske langsomt tvinges til at trække sig tilbage fra ham på grund hans konstante og umættelige anglen efter anerkendelse og kærlighed. Dette sørgelige forløb beskrives med stor varme og i mange passager også med en underliggende mild humor.
Leos jalousi bliver for alvor tændt da han ser Susanne stå og kysse et skib af grønne klodser som hendes yngste søn har bygget. Med sløjdlærerens hjælp går han selv i gang med at bygge det perfekte skib der skal vinde hendes hjerte. Her kommer bogens skæve humor blandt andet til udtryk i en scene mellem Leo og sløjdlæreren som har tatoveret "Inge" på sin arm. Kæresten hed i grunden hed Ingeborg, men skred inden tatovøren var færdig, og Elo forslår ham at få tilføjet et "n".
Elo overrækker sit fantastiske skib til Susanne med ordene "Man kan godt se, at det er noget lidt andet, ikke?" Og det er ganske rigtigt noget andet end det lille, klodsede skib som hendes egen søn har bygget. Det smukt slebne og sirligt malede skib viser sig at blive den direkte vej til undergang for Elos drøm om at få sig en ny familie, men i bogens slutning antyder det også en mulig vej for ham til en ny frihed som ganske vist umiddelbart er både kold og ensom, men som alligevel ikke er uden håb.
Et mærkeligt skib er en meget smuk bog hvor form og indhold fremstår som en gribende helhed.
Skrevet af
Bent Rasmussen, d.
05-09-2009
Jeg indstiller forfatteren Kenneth Bøgh Andersen som kandidat til Kulturministeriets Børnebogspris 2009 for romanen ”Den forkerte død”.
”Den forkerte død” er 3. bind i ”Djævelens lærling”-serien, der vil komme til at omfatte 4 bind.
Djævelens lærling
Dydsmønsteret Filip på 13 bliver ved en fejltagelse hentet til Helvede, hvor han skal i lære som den syge Lucifers efterfølger. Men Fanden begynder hurtigt at tvivle på, at det vil lykkes at få en djævel ud af ham.
Dødens terning
Dødens terning” er andet bind i serien om ”Den Store Djævlekrig”. Filip er vendt tilbage til livet efter oplevelserne i ”Djævelens lærling”, og minderne fra dengang sidder dybt i ham. Han savner sine venner i Helvede - især pigen Satina - men pludselig får han en mulighed for at komme tilbage. Hele underverdenen - og livet selv - er blevet ramt af en katastrofe: Dødens terning er blevet stjålet, og blandt menneskene breder udødeligheden sig. Manden med leen kræver Filips hjælp. Men i Dødens kælder gør Filip en frygtelig opdagelse …
Filip er atter på vej til at dø (lynnedslag) – og i Dødens kælder ser han sin mors timeglas, hvor der er foruroligende lidt sand tilbage. Det animerer ham selvfølgelig til at slå en handel af med Døden: Filip skal finde Dødens terning, til gengæld skal Døden sørge for mere sand i moderens timeglas!
Dybest set handler den overordnede problematik i ”Dødens terning” om udødelighed, og Kenneth Bøgh Andersen problematiserer på fornem vis udødelighedens barske konsekvenser. Døden er en forudsætning for livet. Amen!
Kenneth Bøgh Andersen boltrer sig i sit univers, han låner fra Bibelen og andre steder, og det hele er komponeret på både overraskende og kreativ vis – og med effekter, der ind imellem næsten tager pusten fra læseren. For eksempel er Filips bogstavelige mareridt - da han overnatter første nat i sit gamle værelse hos Djævelen - gysende læsning. Kenneth Bøgh Andersen kan sine tricks og mestrer sine effekter!
Den forkerte død
Tredje bind i ”Den store Djævlekrig” – Den forkerte død – lever så afgjort op til sine to forgængere. Man både gyser og griner. En scene med go´e gamle Noa er både hylende morsom og tankevækkende, for hvad var han egentlig for en person, ham Noa? Kenneth Bøgh Andersen har et godt og sikkert tag i hans ”vingeben”!
Handlinger går kort og godt på, at Filip en dag – ved et utilsigtet indgreb i skæbnens gang – bliver skyld i, at en ganske særlig dreng dør, før hans tid er omme. Det drejer sig om plageånden Søren, der oprindeligt – i bind 1 – var udset til at blive Djævelens lærling. Filip bliver derfor nødt til at vende tilbage til Helvede for at finde Søren og hente ham hjem til livet og hans rigtige død. Men i Helvede har meget forandret sig, og end ikke Filip kan forestille sig den sælsomme, fantastiske og forfærdelige rejse, der venter, og som denne gang bringer ham hele vejen til Paradis…
|
|
|
|
|
|